Køge Kyst-projektets fokus på kultur og inddragelse af lokale aktører præger fortsat udviklingen af Den Maritime Halvø, som Køge Kommune netop har overtaget fra Køge Kyst med ambitionen om at skabe bedre rammer for områdets klubber. Den indsats kan man blandt andet læse om i Realdania By & Bygs seneste publikation ”Fra projekt til levende by”.
Kajakroere, vinterbadere og triatleter er blandt de mange foreningsaktive borgere, som året rundt sørger for bylivet på Den Maritime Halvø yderst på Søndre Havn, der ligger omgivet af både strand, vand, havn og nye boliger. Køge Kommune har ved årsskiftet overtaget ejerskabet af det 13.000 kvadratmeter store område, og visionerne for halvøen trækker tråde helt tilbage til opstarten af byudviklingsprojektet Køge Kyst.
- Før alt andet har vi talt om, hvordan vi skaber liv før byen. Ved at bruge kulturen som driver har vi sikret, at der rent faktisk er nogen, som har lyst til at være med til at udvikle bydelen. Du kan bygge nogle rigtig fint designede boliger, men hvis ikke der er noget liv imellem dem, er det jo ligegyldigt. Og kulturen kan netop være med til at skabe liv mellem bygningerne.
Sådan siger Lene Østergaard Lunde, direktør i Køge Kommunes Kultur- og Økonomiforvaltning, om Køge Kyst i et interview i Realdania By & Bygs nye publikation ”Fra projekt til levende by”.
I dag føres visionen videre i udviklingen af halvøen, og mens kultursatsningen i hele Køge Kyst-projektet har spændt særdeles bredt fra det folkelige til det finkulturelle, kendetegnes Den Maritime Halvø særligt af idræt og friluftsaktiviteter. Dog har halvøen med det rige foreningsliv været bundet sammen med kunst og andre kulturindslag i den øvrige by via kulturruten Tråden.
Nutidige faciliteter til klubber
Den forestående udvikling af Den Maritime Halvø er baseret på et prospekt, som Køge Kommune og Køge Kyst har udarbejdet i fællesskab, og som blandt andet beskriver, hvordan klubberne efterhånden skal flytte til nye og bedre rammer i området for at give plads til kystsikring. I Køge Kyst P/S er der glæde over udsigten til kommunens opgradering af forholdene på stedet.
- I takt med, at der skaffes midler, er det visionen at bygge nogle mere nutidige faciliteter til klubberne. Det er virkelig livsbekræftende at se, hvordan klublivet allerede trives på Den Maritime Halvø. De har medlemmer i tusindvis, og nu er det så kommunens ambition sammen med klubberne på sigt at skabe bedre forhold, som giver dem mere plads og opdaterede faciliteter. Og samtidig skal der ske noget, fordi de i dag ligger for lavt i forhold til kyst- og klimasikring, fortæller projektdirektør for Køge Kyst Peter Kjølby i publikationen.
Midlertidige aktiviteter
Lokalplanen for Den Maritime Halvø blev vedtaget i sommeren 2022, og et af målene er at genskabe nogle af de midlertidige aktiviteter fra den øvrige del af Søndre Havn som det populære byrum Udsigten, der måtte vige pladsen for byudviklingen i 2020. Derudover kom der mange idéer til aktiviteter på bordet på et borgermøde i 2019.
- Vi begynder med midlertidigheden og ser, hvor det fører henad. Det handler om, hvordan vi kan få borgerne til at indtage det her nye byrum. Hvis man går derned i dag, vil man se, at borgerne allerede er på Den Maritime Halvø, fordi det ligger ned til vandkanten. Nu bliver det spændende at se, hvordan de begynder at bruge området, når vi stille og roligt begynder at forme det," siger Lene Østergaard Lunde i publikationen.
Andre byudviklingsprojekter, som omtales i publikationen ”Fra projekt til levende by”, er Kanalbyen i Fredericia, Naturbydelen Ringkøbing K og Nærheden i Hedehusene, som alle ejes i fællesskab af den stedlige kommune og Realdania By & Byg.
”Fra projekt til levende by” kan downloades gratis eller købes i trykt form for 49 kr. på www.realdaniabyogbygklubben.dk.