Tusinder mødte op i fantastisk sommervejr, da Søndre Havn lørdag for niende gang dannede rammen om Søndre Havnedag. Det var en dag med masser af liv og aktivitet, som sluttede med, at to heldige konkurrencevindere steg til vejrs i luftballon på sommerhimlen over Køge.
Tusindvis af køgeborgere og gæster strømmede lørdag den 24. august til Søndre Havn og den niende Søndre Havnedag i et område, som med mange nye boligbyggerier nu er under synlig forvandling. Solen skinnede, og stemningen var god over alt på området, hvor både foreninger og boligprojekter oplevede talstærkt fremmøde til deres aktiviteter.
Blandt nyhederne på programmet i år var en turbåd, som sejlede i fast rutefart, så man kunne se den nye bydel fra vandet, og båden var konstant fyldt med mennesker.
Kunst i siloen
Dagen bød også på muligheden for at komme ind i den gamle runde betonsilo på Fællesbyg Køge Kysts byggegrund, hvor man kunne se graffitikunstnere udsmykke væggene - for efter at have lagt billeder af værket på Instagram at male det over med ny kunst.
Samtidig kunne store og små bilentusiaster nyde synet af en gammel Volvo 164, Ford Mustang eller folkevognsboble – og få sig en snak med bilejerne om køretøjerne, der skinnede i sommersolen.
Også de lokale foreninger og klubber mærkede stor interesse på Søndre Havnedag. Køgespejderne gav den gas med bål, små aktiviteter for børn og adskillige pandekager, som de besøgende selv bagte på bålet i Opdagelsen med det populære udekøkken.
- Vi var meget spændt på, hvordan det ville blive, for det er første gang vi kommer med så stort et setup - men det var en meget positiv overraskelse. Vi fik kontakt til rigtig mange børnefamilier, så det har virkelig givet pote for os, fortæller gruppeleder Peter Erkmann fra Køgespejderne, som godt kunne tænke sig at samarbejde om aktiviteter med nogle af de andre arrangører næste gang.
Run på kajakkerne
Længere ude, på Søndre Strand, var der fuld gang i aktiviteter i, på og ved vand. Her stod den blandt andet på isbad og saunagus hos Valkyrien og beachvolley med Team Køge Volley. Og hos Køge Kano og Kajak Klub kunne alle, der havde lyst, komme forbi og få en tur i kajak med kyndig vejledning.
- Vi havde meget travlt. Der var konstant kajakker på vandet, fra start til slut i de fire timer. Så det var helt klart en succes, men vejret var jo også fantastisk, siger børne- og ungetræner i kajakklubben Glenn Høg, som havde sikret god hjælp fra de unge kajakroere på dagen.
Samtaler om naboskab
Snakken gik på kryds og tværs i løbet af dagen, og en særlig form for samtale fandt sted i byrummet Tidsrummet, hvor performanceduoen CoreAct havde dækket op til kaffebord. Med velkomsttale, festsang og boldleg satte Helene Kvint og Anika Barkan scenen for en snak mellem tilfældigt forbipasserende, som blev spontant inviteret til at tale med hinanden om naboskab, og hvad der gør et hjem til et hjem.
- Vi hyggede os virkelig meget, og der opstod nogle meget relevante og brugbare samtaler, der kredsede om åbenhed og tryghed i det gode naboskab, og det var netop meningen med arrangementet, fortæller Helene Kvint fra CoreAct, som med placeringen i Tidsrummet havde dækket bord lige ved indgangen til Køges nye boligområde.
Dans, musik og skate
Området summede også af dans og musik. På den runde dansescene Pletten var der mange, som prøvede kræfter med salsa. Kingbees spillede rock på Havnepladsen, og duoen Natdyr spillede mere loungepræget musik på Udsigten, som med beliggenheden ud til stranden og vandet blev et naturligt samlingspunkt på den solrige sommerdag.
Gule Hal var traditionen tro ramme om aktiviteter for både store og små, og i år var det en særlig dag i Gule Hal, for her blev en helt ny skatebowl indviet med taler, hot dogs og slush ice. Snoren blev klippet kl. 14, og resten af dagen var der heftig aktivitet på den nye bane, som blev taget i brug af både øvede og mindre øvede.
Boligprojekter trak
Søndre Havnedag var også dagen, som bød på en særlig mulighed for at få et kig ind i nogle af de boliger, der er til salg eller leje den nye bydel.
Her kunne man få et indtryk af ejerlejlighederne i Kystengen og Strandterrasserne – og hos PensionDanmark måtte man forlænge åbningstiden af hensyn til de adskillige interesserede besøgende, som lagde vejen forbi Skibet, der både skal rumme almindelige lejeboliger til familier og 50+ livsstilsboliger med bl.a. fælleskøkken.
Også pionerprojektet Fællesbyg Køge Kyst oplevede stor interesse for projektet, hvor man fortsat har mulighed for at købe en bolig i det kommende byggeri med fællesskab i højsædet.
Tur i luftballon
En af dagens hovedattraktioner fandt sted på Dyrskuepladsen, hvor den syvdobbelte danmarksmester i luftballon Christoffer Mundt inviterede alle inden for i en aflagt luftballon, der blev pustet op med kold luft. Her kunne man deltage i en konkurrence, som gik ud på at ramme mest muligt præcist ved at svare på spørgsmålet ”Hvor mange liter luft, kan der være i ballonen”?
Vinderne blev de to køgensere Ann-Mari Gustafson og Henrik Malberg, som kom tættest på det rigtige svar, som var 1.755.000 liter – og hen på aftenen steg de to til vejrs, på himlen over Køge i en luftballon af den flyvefærdige slags.