Snart kan man leje en bolig i Neptunus

  • Neptunus set fra gårdrum Neptunus set fra gårdrummet. Visualisering: Make Moves
Den sjette og sidste boligkarré, som PensionDanmark opfører på Søndre Havn i Køge, åbner lige om lidt for udlejning. På søndag den 6. september inviterer bygherren til åbent hus.

Moderne og lyse lejeboliger og gode fælles faciliteter tæt på vandet. Det venter de kommende beboere i det sidste af i alt seks boligbyggerier, som opføres af PensionDanmark på Søndre Havn.

Nu varmer bygherren nemlig op til udlejning af de 104 boliger i karréen Neptunus, som ligger lige ud til Køges inderhavn og har roklubben som nabo. Det sker ved et første åbent hus den 6. september, hvor man kan høre mere om boligerne, der efter planen står klar til indflytning i starten af 2027.

Mange gode fællesfaciliteter

De nye boliger er fra 2 til 4 værelser, med et areal på mellem 60 og 127 m². Alle boligerne har enten terrasse, altan eller fransk altan, og derudover har man som beboer adgang til tre fælles tagterrasser med udsigt til området og vandet og et stort fælleslokale for karréens beboere.

Som beboer i Neptunus har man også adgang til faciliteterne i Søndre Kyst Byfællesskab, som bl.a. omfatter bykontor, børnekontor og en padelbane på taget af karréen Hvide Falk.

Åbent hus på søndag den 6. september er fra kl. 12 til 14, og da der endnu ikke er en prøvebolig i Neptunus, foregår det i kontorhubben, som ligger i stueetagen i karréen Postillionen på Søndre Molevej 10C. Tilmelding er ikke nødvendig. Det er muligt at parkere i p-huset på Søndre Molevej 6.

Man vil dog allerede i de kommende dage kunne se både priser og plantegninger på hjemmesiden Soendrekyst.dk. Har man spørgsmål, er man også velkommen til at kontakte Lokal Bolig Køge på tlf. 56 63 03 39 eller mail koege@lokalbolig.dk.

  • Neptunus - tagterrasse Som beboer i Neptunus har man glæde af tre fælles tagterrasser. Visualisering: Make Moves
  • Neptunus - lejlighed Lejlighed i Neptunus. Visualisering: Make Moves
  • Neptunus - værkstedsfællesskabet Virkelyst Beboerne i Neptunus får deres eget fælleslokale. Visualisering: Make Moves