Nu bliver lejeboliger og Byfælleskabet indtaget på Søndre Havn

  • DSC01801 Web Lejeboliger i Hvide Falk på Søndre Havn i Køge. Foto: LokalBolig Køge
I disse dage flytter beboerne ind i Hvide Falk - den nyeste boligkarré på Søndre Havn i Køge. Samtidig åbner ”Byfællesskabet” med de første fælles faciliteter for beboere i PensionDanmarks byggerier i området.

Hundrede meters gang fra strandkanten og udsigt, så lang øjet rækker. Sådan kan man også bo til leje, og netop i disse dage indtager beboerne deres nye hjem i den trettende boligkarré, som står færdig i Køges nye bydel Søndre Havn.

Hvide Falk hedder byggeriet, opkaldt efter en fregat fra 1600-tallet, og mens de fleste af lejlighederne er almindelige lejeboliger, indgår en del af dem i et nystartende boligfællesskab. Her kan alle, der er mellem 40 og 59 år på indflytningstidspunktet, bo i de naturskønne omgivelser og få gavn af fællesrummet med køkken og andre faciliteter.

Bevægelseshus, bykontor og børnekontor

Med indflytningen i Hvide Falk åbner også de første faciliteter i ”Byfællesskabet”. Det er betegnelsen for en række fællesfaciliteter i de byggerier, som PensionDanmark opfører yderst på Søndre Havn frem mod 2027.

I Hvide Falks stueetage åbner et bevægelseshus, og i nabokarréen Postillionen kan beboerne fremover benytte Bykontoret til hjemmearbejde og andre gøremål, mens de små kan udfolde sig i Børnekontoret lige ved siden af. I begge karréer er der også indrettet en gæstebolig, og til sommer kan beboerne svinge ketsjeren på en padelbane på taget af Hvide Falk.

De nye fællesfaciliteter er for beboere i alle PensionDanmarks byggerier, dvs. også Skibet og Broen, Postillionen og de tre kommende karréer Gyldenløve, Dannebroge og Neptunus. På sigt skal stueetagen i de nye byggerier også rumme udadvendte funktioner som café, bager og andre små erhverv.

Bag udviklingen af boligkvarteret på Søndre Havns yderste spids ligger et tæt samarbejde mellem PensionDanmark og Køge Kyst. PensionDanmarks seks karréer i kvarteret kaldet Søndre Kyst skal i alt rumme 530 boliger, og de bygges til at blive certificeret efter den internationale standard DGNB i kategorien Guld.

Stadig ledige boliger

Hvide Falk rummer i alt 93 lejligheder, hvoraf to tredjedele nu er udlejet eller reserveret. Det er således stadig muligt at leje en bolig, hvad enten det skal være en almindelig lejlighed, eller man ønsker at blive en del af Boligfællesskabet 40-59 år.

Interesserede kan komme til åbent hus hver søndag kl. 13.45-14.30 på Søndre Molevej 12P, 1. 2. Det er også muligt at bestille en personlig fremvisning alle ugens dage hos LokalBolig Køge.

Man kan orientere sig nærmere på PensionDanmarks projekthjemmeside www.soendrekyst.dk.

  • DSC01805 Web Gårdrummet i Hvide Falk. Foto: LokalBolig Køge
  • Hvide Falk Bolig Et kig ind i en lejlighed i Hvide Falk. Foto: LokalBolig Køge