Hvordan sikrer man, at et nyt byområde får den ønskede kvalitet – også når det nye byggeri skal opføres af tredjemand? Køge Kyst udvikler løbende projektets ”kvalitetsledelse” og træder nu nye veje sammen med PensionDanmark. Det kan man bl.a. læse om i en ny publikation fra Realdania By & Byg.
Da Køge Kyst og PensionDanmark sidste sommer offentliggjorde en samlet handel om fem byggegrunde yderst på Søndre Havn, var det ikke kun en meget stor investoraftale. Det var også et håndslag på at samarbejde på nye måder for at skabe den bedste by for de mennesker, der til sin tid skal bo i eller bruge byen, og samtidig i fællesskab finde en fælles løsning på en omfattende jordforurening.
Køge Kyst har nemlig inviteret PensionDanmark ind i udviklingen af Etape SH4 i et tidligt stadie, hvor Køge Kyst normalt selv ville have skabt rammerne. For Køge Kysts projektdirektør Tove Skrumsager Frederiksen handler det om at skabe et tillidsfuldt og kreativt rum for dialogen med bygherrerne, som i sidste ende giver værdi til byen.
- Kvaliteten skabes, når man fx arbejder målrettet med, hvordan borgerne godt kunne tænke sig at bo, i stedet for at bygge det, som man plejer. Det er ikke nødvendigvis dyrere materialer og spektakulære løsninger, der skal til. Men derimod nogle greb, der holder fast i det overordnede mål om at skabe den bedst mulige by ud fra, hvad det er for et liv, som bydelen skal understøtte.
Sådan siger Tove Skrumsager Frederiksen i en ny publikation fra Realdania By & Byg – ”Kvalitetsledelse i byudvikling – erfaringer fra fire arealudviklingsprojekter”.
PensionDanmark og Køge Kyst har bl.a. udarbejdet et fælles værdiprogram og arbejde tæt sammen om at udvikle en bæredygtig bydel, der understøtter fællesskaber på tværs af generationer, høj bykvalitet og god arkitektur – men inden da skal parterne håndtere tung jordforurening fra den tidligere industri, og det ”benspænd” udnyttes kreativt til at finde løsninger, som den ene part ikke kunne have skabt alene.
- Med den fælles proces har vi tidligt skabt et stærkt fagligt grundlag på tværs af vores organisationer. Det gør det meget nemmere at få afstemt forventninger og løsningsmuligheder tidligt i processen siger projektudviklingsdirektør hos PensionDanmark, Christian E. Olsson, i publikationen og påpeger, at det ville være sværere og dyrere at lave ting om senere, samtidig med at det ikke giver de bedste løsninger.
Samarbejdet med PensionDanmark bygger videre på en lang tradition for kvalitetsledelse i Køge Kyst, der anvender værktøjer som udviklingsplan, kvalitetsprogram, arkitektureksempler og etapeprospekter i dialogen med investorer.
Andre eksempler fra Køge Kyst
Også samarbejdet med AG Gruppen om boligkarréen Strandengen og hele anlæggelsen af Rådhusstræde med butikker, boliger, kultur og erhverv omtales i publikationen, som foruden Køge Kyst rummer eksempler fra Kanalbyen i Fredericia, NærHeden og Naturbydelen Ringkøbing K.
Publikationen kan downloades frit – også på Køge Kysts hjemmeside – eller købes i trykt form for 49 kr. på RealdaniabyogbygKlubben.dk.