Køge Kyst har fået den nye bydel Søndre Havn tjekket grundigt igennem for bæredygtighed og vil trods et pænt resultat styrke indsatsen med fokus på både klima, natur og social bæredygtighed. Det kan man nu læse om i en ny publikation fra Realdania By & Byg.
Køge Kyst har siden stiftelsen i 2009 haft fokus på, at udviklingen af Søndre Havn, Stationsområdet og Collstropgrunden skulle være bæredygtig både miljømæssigt, socialt, sundhedsmæssigt og økonomisk – og i 2019 fik byudviklingsselskabet screenet Søndre Havn med værktøjet ”DGNB for byområder”, som netop giver point inden for hele spektret af bæredygtigheden.
- Vi har nu i samarbejde med Realdania By & Byg og tre danske søsterprojekter forholdt os grundigt til, hvad vi kan lære af screeningen, og på den baggrund har Køge Kysts bestyrelse besluttet projektets fremadrettede kurs i forhold til bæredygtighed, fortæller Køge Kysts projektdirektør Peter Kjølby.
Scorer på tæthed og natur
Udviklingen af Søndre Havn scorer ikke mindst point på kombinationen af tæt bebyggelse og naturen i form af de grønne almindinger, og det at projektet omdanner tidligere industrigrunde, hvor forureningen håndteres. Samlet scorer Køge Kyst 63,4 % i DGNB-systemet, tæt på 65 %, som kræves for at kunne opnå en såkaldt certificering til ”DGNB Guld”.
- Der er sket en kolossal udvikling i forståelsen af bæredygtighed i de ti år, der er gået, fra Køge Kyst startede i 2009, til projektet blev screenet. Så selvom vi fra starten har haft fokus på bæredygtighed i den brede forstand, var det alligevel overraskende, at vi er så langt fremme, som vi er. Men det betyder ikke, at der ikke er plads til forbedring, konstaterer Peter Kjølby.
Målbare CO2-krav
Køge Kysts bestyrelse har derfor i dette efterår besluttet fire indsatsområder for yderligere at styrke bæredygtigheden i byudviklingsprojektet.
- Vi skruer blandt andet op for indsatsen for klimaet ved at stille helt konkrete målbare krav til, hvor meget CO2, der må udledes - både til os selv og til de bygherrer, som vi fremover sælger byggegrunde til. Det betyder også, at bygherrerne skal kunne redegøre for CO2-udledningen, når vi skal godkende deres skitseprojekter, fortæller Peter Kjølby.
Køge Kysts tre andre fokusområder er at styrke biodiversiteten, arbejde for en
blandet by med et rigt byliv og at sørge for solrige udearealer i læ
for vind og støj.
I forlængelse af Køge Kysts screening af Søndre Havn har de tre søsterprojekter Kanalbyen i Fredericia, Nærheden og Naturbydelen på initiativ fra Realdania By & Byg gennemført tilsvarende screeninger, og alle parter har forholdt sig til resultater og læring i en fælles proces.
Erfaringerne fra Køge Kyst og de andre projekter kan man nu læse om i en række interviews med nøglepersoner i Realdania By & Bygs nye publikation ”Bæredygtighed i arealudvikling”. Publikationen kan downloades gratis eller købes i trykt form for 49 kr. på www.realdaniabyogbygklubben.dk.
FAKTA:
DGNB og Søndre Havns bæredygtighedsprofil
DGNB er et system til screening og certificering af bygninger eller byområder. Systemet bygger på FN’s definition af bæredygtighed som rummende en social, en økonomisk og en miljømæssig dimension - og supplerer med temaerne teknisk kvalitet og proceskvalitet som væsentlige for byggeri og byudvikling.
De fem temaer indeholder 32 kriterier med 115 underkriterier. Ud fra den samlede score er det muligt at blive certificeret til enten Sølv (50 %), Guld (65 %) eller Platin (80 %).
Formålet med screeningen har ikke været en egentlig certificering men at sikre, at Køge Kyst fortsat løbende arbejder med indsatser for at styrke bydelens bæredygtighed yderligere.
Når det kun er Søndre Havn, som er screenet, er det fordi man i DGNB-sammenhæng kun kan screene et geografisk sammenhængende område. Den tilstødende strand, som Køge Kyst har anlagt, og strandengen, som Køge Kyst har naturgenoprettet, tæller heller ikke med i screeningen.