Ny publikation fra Realdania By & Byg sætter fokus på boligprojekter, der drives af beboerne selv. Det aktuelle projekt Fællesbyg Køge Kyst er med som et fremtrædende eksempel på, at modellen bruges aktivt i byudvikling.
- Bygge- og bofællesskaber bidrager til at skabe livskvalitet, social ansvarlighed og mangfoldighed i et område. Derfor vil de også indgå mere og mere i fremtidig byudvikling, spår Køge Kysts projektdirektør Tove Skrumsager Frederiksen i et interview i en ny publikation, som byudviklingsselskabets ene ejer, Realdania By & Byg, nu har sendt på gaden.
Fællesbyg Køge Kyst er af flere eksempler på beboerdrevne projekter i den nye publikation. Det særlige ved projektet i Køge er blandt andet, at det er sat i søen ud fra et strategisk formål om at skabe en spændende og mangfoldig bydel på Søndre Havn, og så vidt vides er det første gang i Danmark, at private går sammen for at opføre en hel boligkarré i fællesskab.
Byggefællesskabet, der har sat sig på en byggegrund midt på Søndre Havn, drives i dag af fællesskabets egne medlemmer, men det er oprindelig sat i gang af et partnerskab mellem Køge Kyst, Selskabet for Billige Boliger og Tegnestuen Vandkunsten – hvorfra de to arkitekter og partnere Jan Albrechtsen og Pernille Schyum Poulsen også medvirker i publikationen.
Et projekt som Fællesbyg Køge Kyst er inspireret af Tyskland, hvor modellen med byggefællesskaber har vundet stort indpas. I Danmark er den knap så rodfæstet, og derfor stiller det store krav til organisering og proces, når et byggefællesskab skal nå hele vejen fra organisering og finansiering til færdigt byggeri.
Publikationen, som mest er henvendt til professionelle, rummer interviews med både byudviklere, arkitekter, advokater og repræsentanter for bank og realkredit.