Køge Kommune står bag en ny bog, der i små artikler, historier og billeder sammenfatter Køges historiske byudvikling gennem de sidste 30 år. En række af bogens forfattere belyser også Køge Kyst-projektet fra forskellige vinkler.
”Køges byudvikling 1990-2020 - Fra historisk industri- og havneby til moderne by i Hovedstadsområdet” er titlen på en by bog, som Køge Kommune har udgivet, med 24 artikler af forfattere, der hver især har haft en særlig rolle i Køges byplanlægning og udvikling.
Bogen er udgivet i anledning af, at Køge Kommune den 3. og 4. oktober var vært ved årets Byplanmøde - en stor konference, hvor 600 planlæggere og politikere fra hele landet deltog - med et særligt fokus på boligpolitik, og på hvordan kommunerne kan lykkes med at skabe de rigtig gode, mangfoldige boligområder.
Kultur gjorde Køge Kyst attraktiv
Køge Kyst spiller en rolle i mange af den nye bogs artikler. Blandt andet fortæller Køges borgmester Marie Stærke i sit bidrag om Køges udvikling hele historien fra det tidlige visionsarbejde, der gik forud for Køge Kyst, og de første planer om at udvikle en moderne bydel, der tager udgangspunkt i Køges eget DNA.
Hun peger bl.a. på strategien med at bruge kulturen som drivkraft og lægge ud med en kulturpulje på 30 mio. kr. ved projektets start for ti år siden. Selvom Køge Kyst blev født under finanskrisen, og byggeriet stod stille i nogle år, fik kulturpuljen lov at leve
- Det skabte omtale og interesse og da konjunkturerne vendte, var Køge Kyst et etableret navn, som investorerne ville være en del af, skriver Marie Stærke.
Også kommunaldirektør Peter Frost fortæller om arbejdet med visioner, der følges op af gennemtænkte planer og tidlig borgerinddragelse i bl.a. Køge Kyst – og Køge Kysts projektdirektør Tove Skrumsager Frederiksen gør i bogen status og skuer fremad på et tidspunkt, hvor Køge Kyst er ca. halvvejs. Hun peger bl.a. på Køge Kysts arbejde med byens fællesskaber og social og miljømæssig bæredygtighed.
I Matador boede man sammen
- Fællesskaberne italesættes som en af de nye trends i byudviklingen, men i virkeligheden er det et ældgammelt fænomen, som der er behov for, at vi gentænker, skriver Tove Skrumsager Frederiksen med reference til Matador, hvor Familien Varnæs boede i forhuset, Fede og hans kone i stuelejligheden ved siden af, og Røde og Agnes ved siden af igen.
Når Køge Kyst i dag arbejder med at skabe rammer for fællesskaber i den nye by sker det i en fælles proces med de private bygherrer, som opfører boliger i Køge Kyst. I bogen peger projektdirektøren således også på nødvendigheden af at skabe plads til, at udviklingen kan ske mellem de parter, der skal løse opgaven - og også selve dette samarbejde arbejder Køge Kyst med at forny.
- Derfor arbejder vi i Køge Kyst med at udvikle forhandlingsrummet, således at visioner for bæredygtighed, nye boformer og rammer for kultur og fællesskaber indarbejdes allerede i købsaftalen og derefter bliver et fælles grundlag for udvikling af de enkelte projekter, fortæller Tove Skrumsager Frederiksen i kapitlet.
I bogen kan man også fordybe sig i de første ti år med Køge Kyst, som hendes forgænger på posten, Jes Møller, videregiver sine erindringer fra – og flere af Køge Kysts samarbejdspartnere belyser projektet fra forskellige vinkler.
Ikke fortrudt investering
Udviklingsdirektør Tony Christrup fra Arkitektgruppen fortæller om, hvorfor de ikke har fortrudt at investere i udviklingen af to boligbyggerier på Søndre Havn, og Per Nyborg, adm. direktør for Institut for Centerplanlægning, sætter fokus på muligheder og udfordringer for Køges butiksliv, som er markant udvidet efter åbningen af det nye handelskvarter i Stationsområdet i 2017.
Kultur, aktiviteter og fællesskaber er på forskellig vis omdrejningspunkt i yderligere en række bidrag, hvor KØS’ direktør Ulrikke Neergaard, brødrene bag Bryghuset Braunstein, Tapperiets leder Susanne Madsen og grøn ambassadør Jacob Skjødt Nielsen blandt andet beretter fra samarbejdsflader med Køge Kyst. Endelig er et helt kapitel viet til Køge Kysts satsning på kultur og byliv med byplanlægger Peter Schultz Jørgensen som forfatter.
Den nye bog er redigeret af direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen i Køge Kommune Torben Nøhr og konsulent og tidligere projektdirektør for Køge Kyst Jes Møller.
Udover Køge Kyst kan man bl.a. læse om alt fra udviklingen af Køge Havn og Skandinavisk Transport Center til Campus Køge, Køge Marina og meget mere, ligesom planerne for udviklingen af et helt nyt boligområde omkring Køge Nord Station også er med.
Køge lykkes med visioner
Netop de mange udviklingsprojekter og Køges omfattende vækst i disse år får borgmester Marie Stærke til at konkludere i sit bidrag, at Køge er ved at lykkes med visionerne. Hun skriver bl.a., at den nye Køge Nord Station og universitetshospitalet rykker Køge op i en helt anden liga, hvad angår vækst, udvikling og tiltrækningskraft.
- Og man kan spørge sig selv; hvad har gjort alt dette muligt? Mest af alt tror jeg, det handler om vilje, det handler om at have det lange lys på, at turde se længere ud i fremtiden end til næste byrådsvalg, skriver borgmesteren og pointerer, at dette mod gør Køge til en troværdig samarbejdspartner og et mere sikkert sted for investorer.
Bogen, som er på 100 sider, er trykt i begrænset oplag, og kan købes i Køge Kommunes Borgerbetjening på Rådhuset for 80 kroner.