Med den mobile guide i hånden kan man lære det nye byområde bedre at kende via en rute med 11 udvalgte stop.
Hvor langt er udviklingen af Køge Kyst? Og hvad kan man opleve i de nye kvarterer? Det kan man få svar på ved at begive sig ud på den mobile byvandring i Køge Kyst-området, som nu er gratis tilgængelig på byudviklingsprojektets hjemmeside.
Turen starter på Stationsbroen ved Køge Station og ender på Søndre Havn. Undervejs bliver man præsenteret for arkitektoniske højdepunkter, grønne rekreative områder og innovative løsninger til klimatilpasning.
- Hvad enten man er på besøg eller måske lige frem selv bor i området, kan man altid opdage nye ting. Så tag familie eller venner under armen begiv jer afsted i jeres eget tempo. Der er masser at kigge på og gode steder at holde pause, hvad end man foretrækker medbragt kaffe eller vil besøge restauranter og cafeer i området, fortæller projektdirektør i Køge Kyst P/S Peter Kjølby.
Turen kan tages på en times tid inklusiv de 11 stop, men Køge Kyst P/S anbefaler at indlægge ekstra tid til at udforske eller nyde udvalgte steder på egen hånd. Er man i tidsnød, kan man nøjes med en del af ruten.
Fakta om Køge Kyst
Det 24 hektar store byudviklingsområde udvikles i partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania By & Byg. Projektet blev lanceret i 2009 omkring en fælles vision om en attraktiv bydel med kultur, detailhandel, bykvalitet og infrastruktur til gavn for hele Køge.
Projektet er inddelt i tre delområder: Stationsområdet, Søndre Havn og Collstropgrunden.
I 2024 bor der cirka 1.350 mennesker i Køge Kyst, primært på Søndre Havn. Samtidig er Køges bymidte og handelsliv udvidet med det nye Stationsområde med erhverv, indkøb, biograf, restauranter og cafeer. I de kommende år fortsætter udviklingen på Søndre Havn og på Collstropgrunden.