En række familier med en fælles boligdrøm stikker spaden i jorden og bygger helt egen boligkarré i udviklingsområdet Søndre Havn i Køge.
Over to års hårdt arbejde med byggeplaner ligger forud, men boligdrømmen er nu så virkelig, at de sidste myndighedstilladelser og kontrakter er ved at være på plads. Kontrakten med entreprenøren kan holdes inden for budgettet, og der er solgt så mange lejligheder, at bukserne holder til en karré med i alt 45 boliger af forskellige størrelser. Og det er netop antallet af boliger og størrelsen af projektet, der gør Fællesbyg Køge Kyst unik, for normalt er der langt større kræfter bag opførelsen af en hel karré i et udviklingsområde.
”Vi ville undgå en developer, der skal tjene penge på projektet og i stedet bygge sammen med andre, der vil det samme. Der var flere bump på vejen, end nogen havde regnet med, men nu står vi ved byggestart. Vi glæder os, og det er en stor tilfredsstillende, at det man drømmer om, faktisk kan realiseres, når man holder sammen og løfter i fællesskab”, siger Christian Hansen, formand i foreningen Fællesbyg Køge Kyst.
Fællesbyg har siddet søndag efter søndag i en campingvogn på Søndre Havn og troligt stået på Torvet i Køge for at sælge drømmen i form af en købskontrakt på en lejlighed. Salget kom i mål, men det er finansieringen af hele byggeriet, der har været den største hurdle. Derfor gik Selskabet for Billige Boliger ind i projektet i februar 2019 med en non-profit aftale for at lægge bredere skuldre til forhandlinger med både pengeinstitutter og entreprenører. Det, at Fællesbyg selv har stået for projektet, solgt lejlighederne og haft dialogen med hver enkel køber, gør huset til noget helt særligt for SBB.
”Det er 45 individuelle lejligheder. Normalt er lejligheder ens hele vejen op i en opgang, - men her er der ikke to lejligheder, der er ens. Det var aldrig sket, hvis der havde siddet en developer med ved bordet fra start, for det er en økonomisk risiko. Fællesbyg Køge Kyst bliver et hus med plads til alsidighed og diversitet, og det ved vi også, at folk efterspørger,” siger Line Røtting Dornan, adm. direktør i Selskabet for Billige Boliger.
I Køge Kyst har projektet været med på arbejdstegningerne over Søndre Havn længe, og der er klappet og klar til byggeplads og byggestart. Fællesbygs boligkarre imødekommer Køge Kysts sædvanlige dogmer for kvalitet og diversitet i byggeriet, men selve tilblivelsen af byggeriet er mere nyskabende, end noget andet i Køge Kyst. Normalt er det private developere eller større bygherrer som fx pensionskasser, der sidder for den anden ende af bordet, når der skal laves byudvikling.
”Fællesbyggerne har taget både blyanten og regnemaskinen i egen hånd, testet deres helt egen boligdrøm af på et buldrende byggemarked. Og de står nu med et projekt, der ligger helt inden for skiven og mere til. Vi har lagt rammer til, og det har været al besværet værd, for resultatet er større kvalitet. Både arkitektonisk og i forhold til måden, vi bor sammen på i en by. Det er en helt ny måde at tænke boligbyggeri på, og jeg håber, det baner vejen for flere fællesbyg-projekter i Danmark,” siger Tove Skrumsager Frederiksen projektdirektør i Køge Kyst.
Det var byudviklingsselskabet Køge Kyst, som allerede i 2015 på en studietur til Sydtyskland blev inspireret til at tage initiativet til et dansk pioner-projekt. Med annoncering og networking fik Køge Kyst sammen med Tegnestuen Vandkunsten og Selskabet for Billige Boliger sat blus under et fællesskab, som var klar til at overtage opgaven. Køge Kyst har været tæt på projektet lige siden - i overbevisning om de kvaliteter, fællesbyg-projekter tilfører et udviklingsområde.
”Ikke nok med at boligerne er billigere og mere varierede, der skabes også et større sammenhold i processen. Naboerne kommer tættere på hinanden. De tyske eksempler viste, at der er lavere ”turnover”, som det hedder, altså man bliver boende og flytter ikke hurtigt videre. Man er ganske simpelt mere tilfreds, for man har jo selv udviklet boligen, siger tidligere bestyrelsesformand for Køge Kyst Jørgen Nue Møller, som satte gang i projektet efter studieturen.
Tegnestuen Vandkunsten lagde ud med at skabe en vision i form af en slags ”Pippi Langstrømpe-hus” som en teaser for at skabe interesse for projektet. Huset er nu bearbejdet og tilpasset, men illustrerer stadig, at beboerne har været med til at præge huse i hele processen - fx ved at lejlighederne har forskellige facadefarver. Arkitekterne har stor erfaring med at tegne projekter, der bygger på fællesskabstanker, men processen med Fællesbyg har alligevel været enestående.
”Vi har i lige så høj grad været facilitatorer som tegnestue igennem de sidste år. Vi har investeret rigtig mange timer i udvikling af projektet og samarbejdet om næsten hver enkel skillevæg. Fællesbyg har dog også været meget realistiske og indstillede på, at projekter er realiserbart, så der er også lavet nogle ”hårde” beslutninger undervejs. Ejerskabet til projektet har været helt særligt,” siger partner i Tegnestuen Vandkunsten, Jan Albrechtsen.
Der er lavet en totalentreprisekontrakt med Jönsson Entreprise med rådgivere fra Moe A/S, og byggestart er lige efter sommerferien. Der er stadig lejligheder til salg i Fællesbygs unikke hus, og da de springer developerleddet over, er de i den prisvenlige ende. Lejlighederne findes nu også hos Danbolig Køge, men ellers som hidtil - i den lille campingvogn med søndagsåbent på Søndre Havn.