Bonum Developments boligbyggeri på Søndre Havn står i fuld højde

  • Rejsegilde på Bonums byggeri Onsdag kunne kransen og flaget hejses til rejsegilde på byggeriet af 85 lejeboliger. Foto: Køge Kyst P/S
Der er fuld gang i byggeaktiviteten på Søndre Havns nok mest centralt beliggende byggegrund. Opførelsen af 85 lejeboliger skrider så meget frem, at det i sidste uge kunne fejres med et rejsegilde for de mange involverede håndværkere.

De har spunset, gravet, piloteret, monteret og muret siden februar, og nu tager byggeriet for alvor form. Entreprenørvirksomheden Thormann.as har på trekvart år styret opførelsen af 85 lejeboliger hen til den milepæl, at karréen nu står i fuld højde, og en stor del af facaderne er allerede beklædt med rødbrune teglsten med inspiration fra havnens pakhuse.

Det skortede da heller ikke på roser fra bygherren, da der onsdag den 19. november blev holdt rejsegilde for de mange håndværkere og andre involverede i et telt, som var opstillet til lejligheden i karréens gårdrum. Lars Svensen, ejer af Bonum Development, var imponeret over kvaliteten i udførelsen, som er gået hånd i hånd med en hurtig byggeproces. 

Tempo og høj kvalitet

- Det her er 85 moderne, funktionelle og smukke lejligheder tæt på by og strand - og det er Køge, som er i en rivende udvikling. Det siger også noget om tempoet og det samarbejde vi har, og med den kvalitet, som man kan se i det udførte arbejde, er det virkelig topklasse, leveret af et stærkt hold med dygtige entreprenører og håndværkere, sagde Lars Svensen i sin tale og roste samtidig Thormann.as og alle håndværkerne for en snorlige oprydningsdisciplin:

- Jeg kommer tit uanmeldt herud, og jeg har sjældent set en byggeplads, der er så fint opryddet. Det er både Thormann.as og håndværkerne - det er en fornøjelse at komme på jeres byggepladser. Der er ryddet og aldrig en palle, der står forkert, fastslog han.

Også projektleder fra Thormann.as Kristian Mandrup-Poulsen roste de underleverandører, håndværkere og rådgivere, som har bidraget til at bringe projektet så langt, endda lidt hurtigere end tidsplanen.

Teglsten blev grundigt udvalgt

Det høje tempo i byggeriet betyder ikke, at processen ikke har været grundig. Det stod klart i talen fra Jesper Skjoldborg, projektchef hos arkitektvirksomheden AART, som med et glimt i øjet genkaldte sig samarbejdet med Køge Kyst om at nå de rigtige kvaliteter i det arkitektoniske udtryk:

- Det er en lang proces, som har været spændende og sjov. Sammen med Køge Kyst har vi kigget på mursten. Vi har været helt nede og vælge - den ene prøve og den anden prøve, og var det nu den rigtige – og over at kigge og holde den op mod naboen…! Men vi synes faktisk, at det er blevet sindssygt flot, og det står flot til de andre bebyggelser herude. Frem for alt er det noget, der skal danne bolig for en helt masse mennesker, så det er mere end bare byggeri, fastslog han.

Den nye boligkarré vil rumme lejeboliger fra to til fem værelser, samtidig med, at der bliver fællesfaciliteter som en stor tagterrasse og et fællesrum. Gården bliver indrettet med små opholdsområder og et væksthus, og så er der tænkt over, at arkitekturen skal invitere til ophold og små spontane møder mellem beboerne.

Åbner for udlejning i foråret 2026

Bonum Development og Thormann.as forventer at have bygget karréen helt færdig i begyndelsen af 2027. Det er Bonum Developments plan at åbne for opskrivning på venteliste til de nye lejeboliger i foråret 2026.

Læs mere om Bonum Developments boligbyggeri på Søndre Havn her.

 

  • Gæster i telt til Bonums rejsegilde Til rejsegildet blev både håndværkere, rådgivere og andre involverede hyldet. Foto: Køge Kyst P/S
  • Pakhuset Web Det kommende byggeri er ikke mindst med den rødbrune farve inspireret af klassiske pakhuse. Visualisering: AART