DSB og 7-Eleven har skiftet den gamle kioskbygning på Køge Station ud med nye skræddersyede lokaler under den brede trappe ved Køge Station.
Fra tidligt mandag morgen, den 26. oktober, har pendlere og køgeborgerne kunnet købe deres togbilletter og andet godt i den nye kiosk. DSB’s og Seven-Elevens salg af henholdsvis togbilletter og kioskvarer er nemlig flyttet fra den gamle containerbygning ved S-togssporene og ind under Stationsbroens brede trappe.
- Kiosken har været en del af Køge Kysts planer fra start. Den nye kiosk er med til at skabe tryghed særligt i morgen- og aftentimerne, og kiosken giver et samlet kvalitetsløft til Strædet og Køge Station, siger Køge Kysts projektdirektør Tove Skrumsager Frederiksen.
Kioskbygningen består af en let træ- og stålkonstruktion med vægge i både gennemsigtigt og mørktonet tykt glas i bygningens fulde højde fra den omgivende granitbelægning til undersiden af Stationsbroens tyve meter brede trappe ned mod Stationstorvet.
Det er Køge Kyst, der har været bygherre for kiosken. Køge kyst har benyttet lokale kræfter til opførelse af den nye kioskbygning, med Nils Wium som hovedentreprenør. Den ejes i dag af Citycon, som de øvrige butikker i Strædet, og udlejes til DSB og 7-Eleven.