NYHED 21 12 2018

Køge Kyst godkender kvalitetsboliger fra Calum

Køge Kyst har godkendt boligprojektet Blåklokken. Projektet rummer 78 nye kvalitetslejeboliger til både singler, seniorer og mindre børnefamilier. Bygherren, Calum, går nu videre med bearbejdningen af projektet.

Boligbyggeriet Blåklokken skal ligge ved kulturhuset Tapperiet over for villaområdet på Strandpromenaden. Det er her, der stadig ligger pavilloner, som har huset Køge Kommunes jobcenter.

Blåklokken er i varierende højder, der er tilpasset omgivelserne, og mod Strandpromenaden bliver huset nogle steder lidt lavere - helt ned til to etager. Her får beboerne en fælles tagterrasse med aftensol. Ellers går huset op til tre etager mod syd og vest og helt op til syv etager mod nordøst. Karréerne i den ny bydel, Søndre Havn, vil med årene blive mere tæt som en klassisk by. 

Blåklokken har altaner på tre sider og facader i varm, rød teglsten. Teglstensfacaden trækkes ind i gården og brydes af kontraster i lys beton og trælameller til slyngplanter. Netop variationer i højder og i materialer er et af de dogmer, bygherren skal opfylde, før Køge Kyst godkender et skitseprojekt.

Under blåklokken er der en parkeringskælder med en norm på 0,75 som på resten af Søndre Havn. Der er kig gennem huset til gårdrummet både ved trappeopgangene og gennem portene. Karréen har også en stor åbning mod almindingen ved siden af. Almindingerne er offentlige grønne områder med stier og planter – og en grøft i bunden, som kan lede regnen væk ved skybrud. Samspillet med det grønne og almindingerne, er endnu et centralt dogme hos Køge Kyst.

Det er Calum, som også bygger på hjørnet af Strandpromenaden og Søndre Badevej, der er bygherre og de har solgt det færdige hus til Sampension. Firmaet Kjær og Richter er arkitekter.