Kulturruten Tråden

  • DSF3459
Tråden er en udendørs kulturrute og vigtig livsnerve i Køge Kyst, som forbinder det historiske Køge med havet.

Tråden - Køges kulturrute - binder Køges historiske bymidte sammen med den nye bydel ud mod havet.

Tråden begynder ved KØS Museum for kunst i det offentlige rum i den gamle bymidte og bevæger sig gennem Stationsområdet ud på Søndre Havn og helt ud til molen og den nye Søndre Strand.

Undervejs guides du af 18 store betonsteler, som er udsmykket af kunstneren Cai Ulrich von Platen. Stelerne giver dig Køges historie med fortællinger fra Køge Arkiverne og information fra Køge Kyst om det sted, hvor du står, og hvordan det er en del af byens udvikling. Stelerne er blevet fornyet i foråret 2019.

Langs Tråden kan du opleve ny og gammel arkitektur, kunstværker fra udstillinger, grønne byrum og levende kultursteder som Tapperiet og Gule Hal.

I området ved Køge Station kan du opleve det nye indkøbsstrøg Rådhusstræde med mange forskellige butikker og byrum, restauranter og kulturtilbud.

Tråden fører dig fra bymidten ud på Søndre Havn, som i disse år forandrer sig fra aktivt industriområde til ny by, hvor boligerne skyder op. Her er flere midlertidige byrum – Pletten, Tidsrummet og Opdagelsen – som på hver sin måde inviterer dig til ophold, afslapning og aktiviteter.

Tråden binder byen og havneområdet sammen. Ikke bare fysisk, som når man anlægger en gangbro eller en tunnel – men også mentalt. 

STELERNE

Atten kunstnerisk udsmykkede betonsteler langs Tråden fortæller om stedets fortid, nutid og fremtid. De 3,6 meter høje steler er kendt fra havnenes miljø, hvor de bruges som støtter for byggematerialer som grus og sten. Køge Kyst har i 2019 fornyet opdateret stelerne, og kunstner Cai-Ulrich von Platen, som står bag kunsten på alle stelerne, har genopfrisket værkerne. Se nyheden "Fornyet kulturrute markeres med vandringer" (2. juni 2019)

I Køge Kyst-sammenhæng udgør stelerne fysiske nedslagspunkter og synlige pejlemærker langs Tråden, hvor de med oplysning, historiefortælling og kunstneriske elementer binder forløbet og bydelens områder sammen.

Den første stele er placeret foran KØS Museum for kunst i det offentlige rum, og ruten ender ved molen yderst på Søndre Havn – men det er naturligvis muligt at bruge ruten, som man vil.

Køge Arkiverne har stået for de historiske fortællinger i tekst og billeder på stelerne, mens Køge Kyst har tilføjet planerne for den nye by.

  • Steler