Køge Kyst har siden januar 2025 arbejdet med at udføre de sidste arbejder, som er aftalt mellem Stationsprojektets parter Banedanmark, Køge Kommune og Køge Kyst. I den forbindelse etablerer Køge Kyst en overdækning af trappen mellem spor 2 og 3 og afblænder den gamle gangtunnel mellem Collstropgrunden og jernbanen.
Fra omkring den 6. januar 2025 har Køge Kysts entreprenør CG Jensen etableret afspærrede arbejdsområder på Collstropgrunden, som i dag er parkeringsplads.
I februar har CG Jensen gennemført arbejder på perronen mellem spor 2 og 3 for at overdække trappenedgangen til gangtunnelen.
Herefter er Køge Kyst og CG Jensen gået videre med at udføre alle de arbejder, der skal til for at afblænde den østlige del af perrontunnelen. Det omfatter blandt andet nedrivning af den lille betonbygning med trappenedgang til tunnelen fra Collstropgrunden, opbrydning af belægninger, nedtagning af installationer, ledningsarbejder, støbning af vægge og opfyldning af hulrummene.
Betydning for trafikanter
Det har været nødvendigt at inddrage en række parkeringsbåse på Collstropgrunden til byggeplads for arbejdet med færdiggørelsen af Stationsprojektet. Erfaringsmæssigt vil der fortsat være parkeringspladser nok på Collstropgrunden. Også kiss and ride-pladserne er sløjfet midlertidigt for at sikre materialeoplag og sikkerhed i forbindelse med nedrivning af adgangsbygningen til perrontunnelen.
Der har i starten af februar været natlige vejspærringer af Østre Banevej med omkørsel via Collstropgrunden og deraf følgende midlertidig flytning af busstoppesteder. Dette blev hurtigt afsluttet igen, og trafikken berøres ikke yderligere.
Køge Kysts projekt berører heller ikke færdslen for togpassagerer på Køge Station, og selve togtrafikken bliver ikke berørt, da der kun vil være natlige sporspærringer undervejs.