6. Tidsrummet og Opdagelsen

  • Tidsrummet (1)
Kultur før byen

Kig ned: Det store kort på asfalten viser en plan over hele Køge Kyst området. Det er lidt slidt, men kan du finde det sted, du står nu?

Du er nu trådt ind i et midlertidigt byrum, der har spillet en vigtig del i hele udviklingen af Køge Kyst. Faciliteterne her er noget af det første, der blev anlagt på Søndre Havn. Ideen var at skabe et område, hvor man kunne mødes og lave forskellige aktiviteter, der kunne skabe liv og tilknytning til området.

’Kultur’ har fra dag ét været en grundsten for udviklingen af Køge Kyst, og igennem udviklingsperioden har byrummene her langs havnen huset forskellige aktiviteter, som f.eks. dansescene og bane til mountainbikes.

Tidsrummet, hvor du står nu, er tænkt som et rum til fri leg for både børn og voksne. Her finder du den maritime legeplads med en "bøjeskov" af orangerøde bøjer. 

Og nej, du bliver aldrig for gammel til at sætte dig på dem!

Hvis du fortsætter lidt længere væk fra vejen, træder du ind i byrummet ’Opdagelsen’. Idéen til byrummet opstod, da Køge Kyst i 2012 gennemførte et madskolearrangement ved Søndre Strand, hvor ca. 100 mennesker deltog sammen med kokke. Her spurgte flere af deltagerne, om ikke Køge Kyst kunne etablere et sted, hvor folk kunne samles og spise i det fri. 

Det førte til et projekt, hvor det nuværende byrum blev udviklet, og siden har Opdagelsen været et populært samlingssted for byens borgere. 

Ud for det overdækkede område med borde og bænke finder du Havnehaverne med 85 højbede. De er udlånt til borgere, foreninger og institutioner, som gerne vil dyrke blomster, grønt og urter. Der er også syv fælleshaver, som alle kan passe og vande og høste krydderurter fra.

Se også stenspiralen på din vestre side. Nogle bruger den som legeplads, men kun fantasien sætter grænser.

Fremtiden

Over de næste år skal byrummene her udvikles med nye boliger, erhverv og grønne byrum med permanente aktivitetsmuligheder.

Fortsæt gennem det midlertidige byrum til du kommer til p-pladsen

Drej til højre ved p-pladsen og kryds Strandkvanen

Fortsæt cirka 80 meter i retning mod vandet

Drej til højre ad den grussti, der løber helt tæt op ad det farvestrålende boligbyggeri.

Fortsæt ad stien forbi de buede betonvægge fra en gammel silo, der nu indrammer et byrum

Drej til venstre ad Søndre Molevej

Fortsæt cirka 80 meter og stop ved porten til boligbebyggelsen ’Skibet’.

Klik her eller på 7-tallet når du er fremme.