Lokalplan for fjerde etape på Søndre Havn i høring

  • SH4
Køge Kommune har sendt en ny lokalplan, der skal gøre det muligt at gå i gang med fjerde byggeetape på Søndre Havn, i høring efter byrådsmøde tirsdag den 17. december.

Det nye område kommer til at indeholde 500 boliger, som alle får nem adgang til både strand, by og havn – samt parkering i kælderen. Mellem bygningerne etableres der grønne områder, som kan bruges af alle. Et vigtigt element i udformningen af området er, at det bliver et mix af erhverv og boliger, hvor stueetagerne kan udnyttes til caféer, butikker, gallerier og lignende.

Lokalplanforslag 1087 er i høring de næste otte uger, og den 3. februar 2020 kl. 19 til 21 afholdes der borgermøde på Tapperiet.

> Se lokalplanforslag 1087

På mødet vil der være mulighed for at komme med input og synspunkter til lokalplanforslaget i sin helhed.

- Den nye bydel på Søndre Havn er et område, der ikke bare skal være lækkert for dem, der kommer til at bo der, men også for resten af os, der kommer til at bruge caféerne og de grønne åndehuller, så derfor vil vi rigtigt gerne høre en masse input til, hvordan byrummene kan indrettes, siger borgmester Marie Stærke.

> Læs mere om udviklingen af Etape SH4 med PensionDanmark som bygherre.