NYHED 04 06 2019

Performanceteater på Stationspladsen

Køges nye stationsplads danner rammen om en anderledes eftermiddag, hvor forbipasserende og nysgerrige kan tale om det at flytte til - og modtage gæster i - en by som Køge. Det sker med kaffe og kage i hyggelige rammer, iscenesat af de to ”værtinder”, performanceduoen Anika Barkan og Helene Kvint.
Onsdag den 12. juni byder et af Køges helt nye byrum, Stationspladsen, på en anderledes oplevelse for dem, der lægger vejen forbi. Den anerkendte performancegruppe CoreAct dækker nemlig op til en god snak over velduftende kaffe og kulørte kager.

- Mange nye borgere kommer til byen i disse år, og derfor sætter arrangementet på Stationspladsen fokus på at flytte til en ny by som Køge – og at tage imod de nytilflyttede borgere, fortæller Køge Kysts projektdirektør Tove Skrumsager Frederiksen. 

Det sker med det involverende performanceteaterkoncept ”Mit bord – er dit bord”.

- Vi inviterer alle, der har lyst, til at komme og være med til en superhyggelig eftermiddag, hvor man kan møde andre mennesker og blive hørt på en ny måde, fortæller Helene Kvint, der sammen med kollegaen Anika Barkan står bag arrangementet.

Arrangementet er lagt an på, at deltagerne kommer og går i løbet af eftermiddagen – med mulighed for at tage plads omkring bordet og være med i snakken.

Arrangementet ”Mit bord – er dit bord” foregår på Stationspladsen, onsdag den 12. juni kl. 14-17, og deltagelse er gratis.