NYHED 09 10 2018

Skibsbyggere skænker model af Dannebroge til Sjællands Universitetshospital i Køge

Tre meter høj og tre meter bred. Den imponerende model af linjeskibet Dannebroge, som Køge Maritime Modelbyggerlaug de sidste fem år har arbejdet på, skal i fremtiden stå på det nye hospital i Køge.

Siden 2013 har de erfarne og fingerferme skibsbyggere i Gule Hal arbejdet på en imponerende model af linjeskibet Dannebroge, der sank i Køge Bugt i 1710. Det er derfor med stor glæde og stolthed, at skibsbyggerne har underskrevet en aftale om at donere Dannebroge til Sjællands Universitetshospital i Køge, når modellen – og hospitalet – er færdigbygget, forventeligt i 2020. Skibet skal herefter udstilles i en ca. fire meter høj glasmontre et centralt sted på hospitalet.

- Vi er meget glade for, at Dannebroge i fremtiden skal stå udstillet på universitetshospitalet, hvor rigtig mange kan få glæde af det, og måske bruge ventetiden på at betragte skibets mange detaljer. Køge oser jo af maritim historie om bl.a. slagene i Køge Bugt, og de historier er vi i modelbyggerlauget med til at videreformidle og levendegøre gennem modelskibene, siger modelskibsbygger og bestyrelsesformand i Køge Maritime Modelbyggerlaug Kai Funch.

Indvielse af modelskibet Dannebroge i Gule Hal 4. oktober 2018

Ved indvielsesreceptionen torsdag den 4. oktober i Gule Hal underskrev projektdirektør for Sjællands Universitetshospital, Helle Nutzhorn Gaub, og Kai Funch overdragelsen af modelskibet. Og Dannebroges dramatiske endelige blev mindet med oplæsning fra en sømands øjenvidneberetning om, hvordan den danske flåde og ”svensken” uforberedte stødte på hinanden i Køge Bugt, og Dannebroge smed køjer, høns og hele grisestier over bord og tog op til flere bredsider, før den, lastet med krudt, sprang i luften - og angiveligt reddede resten af de danske skibe. Historien er nøje blevet gransket, for at bygge den tro kopi.

”I er en samling, der ikke kan lade være med at være dygtige”, sagde projektdirektør Helle Graub ved receptionen og ræsonnerede, at byggeriet af hospitalet og skibsmodellen er noget nær lige tidskrævende. 

Indvielse af modelskibet Dannebroge i Gule Hal 4. oktober 2018

Til indvielsen deltog også formand for kultur- og idrætsudvalget Anders Ladegaard Bork (O) og medlemmer af alle foreningerne i Gule Hal. 

”Skibet er skænket til os med eftermæle om historien, men egentlig også til eftermæle om jer”, sagde han til modelskibsbyggerne og resten af foreningerne i Gule hal. 

7.000 arbejdstimer i Gule Hal

Det er med udgangspunkt i Rigsarkivets originale tegninger fra 1692, at skibsbyggerne har bygget en tro kopi af linjeskibet Dannebroge i størrelsesforholdet 1:20. Bag et skib af den størrelse og med en sådan detaljegrad ligger ikke kun en grundig research, men også over 7.000 arbejdstimer i værkstedet i Gule Hal.

Skibsbyggerne forudser endnu to års arbejde med bl.a. at sætte sejl på skibet og konstruere modeller af mandskabet – og fremadrettet vil der være plads til, at flere af foreningens medlemmer kan tage del i arbejdet omkring modellen. Modelbyggerlauget har nemlig udbygget værkstedet med en hems, der har gjort opbevaring af værktøj og materialer mindre og dermed frigjort plads til fire-fem nye arbejdsstationer.

Indvielse af modelskibet Dannebroge i Gule Hal 4. oktober 2018

Materialerne til hemsen er leveret af Køge Kyst, mens arbejdet med at bygge den er udført af frivillige kræfter hos modelskibsbyggerne.

Fællesskabet er afgørende

Modelskibsbyggerne ligger vægt på, at fællesskabet er noget af det væsentligste for deres glæde ved arbejdet og deres færden i Gule Hal – både blandt foreningens medlemmer, men også i den gode synergi med hallens øvrige foreninger.

- Gule Hal er jo af utrolig stor betydning for os som forening. Hallen fungerer som et fælleshus for os alle og giver rum til at dyrke vores interesser. Der er et stærkt fællesskab mellem de forskellige foreninger i huset, og vi har flere gange afholdt arrangementer sammen eller været fælles om at renovere dele af huset. Generelt er dynamik bare rigtig god og initiativrig, hvilket både er gavnligt for os og for havnens generelle udvikling, siger Kai Funch. 

Gule Hal har siden 2011 været omdrejningspunkt for en lang række lokale foreninger, og hallen lægger hvert år hus til forskellige udstillinger, foredrag, workshops, filmfremvisninger, koncerter, samtalecafeer og andre arrangementer. Foreningerne har tidligere haft tilladelse til at benytte den ombyggede industrihal på Søndre Havn frem til januar 2020, men sidste år gav Køge Kommune tilladelse til, at hallen kan benyttes til slutningen af 2023. 

Indtil skibet overdrages til Universitetshospitalet i tidligst 2020, kan det opleves hos Køge Maritime Modelbyggerlaug i Gule Hal hver tirsdag og torsdag.