NYHED 12 10 2018

Se skibsvraget på Søndre Havn i efterårsferien

Museum Sydøstdanmark, som i sommer har udgravet et sjældent velbevaret middelalderskib på Søndre Havn, slår teltdørene op for offentligheden i skolernes efterårsferie.

Det sker tirsdag den 16. og onsdag den 17. oktober kl. 10-12 under overskriften ”Åbent værksted”. Her kan store og små på nært hold få indblik i arkæologernes arbejde og få det sidste nye i fortællingen om skuden, der gik på grund i Køge.

Lige nu er arkæologerne i gang med at opmåle de knap 400 stykker tømmer fra handelsskibet, som engang i 1500-tallet gik på grund lidt syd for indsejlingen til Køge Havn.

Alle de enkelte planker, spanter og andre skibsdele afrenses for sand, tjære og malingsrester, så de enkelte bearbejdningsspor, naglehuller osv. kan 3D-scannes og dokumenteres.

Arbejdet foregår i et stort telt på Søndre Mole i Køge, lige nord for Vinterbadeklubben Valkyriens hus. Arrangementet er gratis, og man møder bare op.

Du kan i øvrigt følge med på Museum Sydøstdanmarks hjemmeside om mulighederne for at opleve det interessante skibsvrag.

Foredrag om skibet 22. oktober

Hvis man vil blive endnu klogere på skibsvraget fra 1500-tallet, er muligheden der lige efter efterårsferieugen. Mandag den 22. oktober kl. 19.00 danner Gule Hal på Strandpromenaden 1 nemlig rammen om et foredrag med museumsinspektør Annemette Kjærgård fra Museum Sydøstdanmark.