NYHED 06 02 2018

Første spadestik taget til ”Kystengen” på Søndre Havn

Onsdag den 7. februar tog Bonava sammen med Køge Kyst det første spadestik til byggeriet af Kystengen på Søndre Havn med 62 ejerboliger.

Fælles pressemeddelelse fra Bonava og Køge Kyst

Bonava går nu i gang med at opføre sit første boligbyggeri på Søndre Havn. Onsdag tog Bonava’s direktør Claus Skytte og Køge Kysts projektdirektør Tove Skrumsager Frederiksen sammen det første spadestik til byggeriet af ”Kystengen”.

- I samarbejde med Køge Kommune og Køge Kyst har vi udviklet et nabolag, som bidrager til visionen om at skabe en enestående, attraktiv og bæredygtig bydel, der styrker Køges rolle som et kraftcenter i Hovedstadsområdet, siger Bonava’s direktør Claus Skytte.

Bonava, der er Danmarks største boligudvikler, lægger vægt på ikke kun at bygge huse men at skabe hjem og nabolag, hvor mennesker lever deres liv.

I tråd med visioner
- Bonava’s fokus på ikke bare at skabe et godt byggeri men også et attraktivt boligområde med hyggeligt nabolag er helt i tråd med Køge Kyst visioner om livet mellem husene og den socialt bæredygtige by, siger Køge Kysts projektdirektør Tove Skrumsager Frederiksen.

Spadestikket fandt onsdag sted på Kystengens byggeplads på Søndre Havn med deltagelse af nogle af de første købere af boliger i Kystengen. Der var taler af Claus Skytte og Tove Skrumsager Frederiksen – og af arkitekt Elena Rojas fra Tegnestuen Vandkunsten, som har tegnet det nye byggeri. Til sidst blev der serveret en kop kaffe og lidt sødt at lune sig på i det kølige februarvejr.

Nordisk design og strandengsnatur
Den nye boligkarré bliver udformet i robuste materialer, og arkitekterne fra Vandkunsten har ladet sig inspirere af den nordiske designtradition og den omkringliggende strandengsnatur.

Kystengen er det første af i alt tre byggefelter, som Bonava har erhvervet option eller byggeret til på Søndre Havn, og markerer boligudviklerens store satsning på Køge.
 
Indflytning i 2019
Bonava forventer, at Kystengen er klar til indflytning i sommeren 2019. Med placeringen på Søndre Havn kommer de nye beboere til at bo tæt på både Køges bymidte, stranden og strandengen – og Køge Station, hvorfra man i fremtiden kan køre med tog til Københavns Hovedbanegård på 25 minutter, når den nye jernbanelinje fra Ringsted til København åbner.