NYHED 13 07 2018

Find og smag strandengens krydder- og snapseurter

Strandengens urter gemmer på masser af smag, der kan bruges i både madlavning og snapsebryggeri. Det vil naturvejleder Marianne Mark og snapse-ekspert Niels Stærup give indblik i på urtetur på Køges strandeng, tirsdag den 7. august.
Langs Søndre Strand gror mange unikke krydderurter, der kan anvendes i madlavning og til kryddersnaps. De vilde urter indeholder masse af vitaminer og mineraler og har en intens smag. Samtidig har de haft de mest naturlige vækstbetingelser og belaster ikke den jord, de vokser i, med hverken pløjning eller sprøjtning. 

Men hvordan genkender man de spiselige urter, og hvordan anvendes de i mad og snaps? Det kan man blive klogere på, på urteturen den 7. august, der de sidste otte år har haft naturvejleder Marianne Mark i spidsen – og i år er ingen undtagelse.

- På turen skal vi udforske urternes potentiale og opdage, at det vi har anset som ukrudt, i virkeligheden er en gave, vi kan gøre stor brug af – netop det er kunsten i urteuniverset, siger naturvejleder Marianne Mark, der også er forfatter til bogen ’Spis strandurter’.

Turen begynder fra byrummet Udsigten og fortsætter langs stranden, hvor der i fællesskab skal spottes krydder- og snapseurter med de to urtekyndige vejledere; Marianne Mark og snapse-ekspert Niels Stærup. Ved både at se, smage, føle og snakke om planterne, vil deltagerne få indblik i, hvordan urterne findes, plukkes og anvendes i madlavning, og hvordan de bedst opbevares til senere brug. 

Kryddersnaps med strandurter

Mange af strandens urter gør sig også rigtig godt i snaps. Det fortæller Niels Stærup om, der med sine over 40 års erfaring og udgivelse af tre snapsebøger kan kaldes for en vaskeægte snapse-ekspert. Der vil være tips og tricks til snapsehjemmebryg, der både tager højde for snapsetraditioner og tidens trends – og som selvfølgelig gør brug af de lokale urter fra stranden.  

Turen afsluttes ved Udsigten med smagsprøver af en god hjemmebrygget kryddersnaps. 

Billetter

Arrangementet finder sted tirsdag den 7. august kl. 16.30-18.00, og begynder fra byrummet Udsigten for enden af Søndre Molevej.

Det koster 50 kr. pr. person, og der er plads til max 40 deltagere. Billetter kan købes her via billetto.dk