NYHED 15 05 2018

Fang og smag havets herligheder på Søndre Strand

Rejer, krabber og andre smådyr er hovedingredienserne på madskolen ’Fang og smag havets herligheder’, der finder sted søndag den 27. maj kl. 11-14 på Søndre Strand og i byrummet Opdagelsen.

Den 27. maj står i havets tegn, når Svenstrup Naturskole og naturvejleder Marianne Mark med støtte fra Køge Kyst indbyder til maritim madskole for hele familien. Iført vaders eller gummistøvler og med store fiskenet går jagten ind på havets mindste dyr.

- Der er masser af smådyr i vandet langs Søndre Strand, og efterhånden som vi får dem i nettene, vil man kunne lære lidt om de forskellige arter, hvordan man kender dem fra hinanden, og hvilke der er gode i madlavningen, siger naturvejleder Marianne Mark. 

Hjemmefanget mad på bål

Når fangsten er i hus, skal den med til det store udekøkken i byrummet Opdagelsen. Her vil deltagerne i fællesskab tilberede vild mad og smage på ”havets herligheder”. Dagens fangst suppleres med vilde urter, årstidens grøntsager, en stor fisk og hjemmelavede fladbrød på bål.

- Der er lagt op til en rigtig hyggelig dag i den friske strandluft, hvor det helt sikkert bliver både sjovt og inspirerende at fange og tilberede sin egen mad, fortæller Marianne Mark. 

Det er en god idé at medbringe gummistøvler eller vaders til arrangementet, men der vil også være nogle til låns. 

Billetter

Madskolen afholdes den 27. maj kl. 11-14 og begynder i byrummet Udsigten for enden af Søndre Molevej. 

Deltagelse koster 50 kr. pr. person, og der er plads til max. 25 deltagere. Billetter kan købes via Billetto.dk