Byudviklingsområdet

  • 20191029 Koegekyst Omraader Lowres
Køge Kyst P/S udvikler et ca. 24 hektar stort område bestående af tre delområder - Søndre Havn, Stationsområdet og Collstropgrunden.

Køge Kyst-projektet skal vende byens ansigt mod vandet og binde hele byen bedre sammen. Det sker både ved at anlægge nye forbindelser på tværs af jernbanen og ved at udvikle tre centralt beliggende delrområder i Køge:

Søndre Havn

Søndre Havn udgør mere end halvdelen af Køge Kyst-området. Her kommer hovedparten af de nye boliger men også erhverv og nye kulturelle og rekreative tilbud.

Foruden den brede sandstrand, som Køge Kyst anlagde i 2014-15, får Søndre Havn også andre typer nye friarealer til ophold, leg og bevægelse. Det gælder fx de grønne byrum, almindingerne, boligbyggeriernes gårdrum og taghaver samt Engkanten, der på én gang er promenade og højvandsdige, og hvorfra man kan nyde udsigten over strandengen og Køge Bugt.

Udover at tilbyde nye rekreative muligheder, er løsningerne med til at sikre området og de nye boligbyggerier mod havvandsstigninger og øget nedbør som følge af klimaforandringer.

Søndre Havn er en industrihavn under omdannelse, og de fleste af virksomhederne har nu fraflyttet området for at give plads til byudviklingen.

Stationsområdet

Tæt på Køge Station er bymidten blevet udvidet med en ny handelsgade, Rådhusstræde. Her er boliger, biograf, restauranter, erhverv, p-hus og udvidelse af Køge Rådhus. Det nye handelskvarter rummer også to store bytorve – Stationspladsen og Kulturtorvet.

Stationsområdet er nært koblet til Køges historiske bymidte, og udviklingen af området er derfor tænkt i tæt sammenhæng med det eksisterende handelsliv og karakteristiske købstadsmiljø.

I de kommende år udvikles også den sidste strækning af Rådhusstræde nord for stationen med flere boliger og butikker.

Collstropgrunden

Collstropgrunden ligger tæt ved stationen og skal med tiden udvikles til et moderne erhvervsområde, der også kan rumme boliger, butikker m.m.

Collstropgrunden dækker over et areal på tre hektar, og det er dermed det mindste af de tre delområder.

Arealet bliver i dag overvejende anvendt som parkeringsplads, men det er planen, at området skal udvikles til et erhvervsområde, der også kan rumme fx boliger, butikker og restauranter mv.

Stationsbroen, som åbnede i sommeren 2018, skal i fremtiden forbinde Stationsområdet med Collstropgrunden.