Lokalt nyhedsbrev

Torsdag den 4. juli 2019

Endnu en sommer med byggeri og pæle, der bankes i jorden. Selvom de fire nærmeste boligkarréer står flot med forskellige facader, og to mere er skudt i vejret, så er der stadig nye projekter, der står for at gå i jorden. Det, der kommer til at fylde mest i højsommeren, er Calum/HP Byg og deres fundament til byggeriet ”Blåklokken”. Bygherren har konstrueret en særlig støjskærm, som skal stå om hver betonpæl, der bankes ned i jorden. Arbejdet tager typisk seks - otte uger og er nøje overvåget af myndighederne. Derfor kan det stadig være en stor gene. Særligt vibrationerne kan føles meget voldsomme, og det kan være en god ide at sikre alt, der kan vibrere i hjemmet. Køge Kyst tilbyder stadig gratis rådgivning hos en ekstern specialist, hvis man er utryg i forhold til, om huset kan tage skade. Man kan frit ringe til EBAS på tlf.nr.: 7222 6575 eller sende en mail til: kundesupport@ebas.dk

Næste etape på Søndre Havn er nu solgt til pensionskassen PensionDanmark. Så der er sådan set bare udsigt til endnu mere byggeri. Helt så hurtigt går det dog ikke, før de fem boligkarréer med i alt 500 nye ejer- og lejeboliger - længst ude på Søndre Havn - står klar med Danmarks måske bedste havudsigt. Først skal forureningen på byggegrundene håndteres, og Køge Kyst går snart i gang med både at oprense og grave jord af. PensionDanmark og Køge Kyst har aftalt at arbejde sammen med en ambition om et nyt bæredygtigt kvarter med forskellige boligformer og med en inddragende forudgående dialogproces med både nuværende og kommende beboere på Søndre Havn. Hold også øje med kommunens lokalplanproces, for at få mere at vide om fremtiden på Søndre Havn.

Fællesbyg Køge Kyst er tæt på at realiserer deres drømmehus ved Søndre Molevej og forventes at gå i jorden til august. Fællesbyggerne er helt almindelige familier, der sammen løfter byggeriet af en hel boligkarré i fællesskab og dermed springe developerleddet over. Det er en helt ny måde at bygge store projekter på i Danmark, og selvom fællesbyggerne har indgået en non-profitaftale med Selskabet For Billige Boliger og dermed ikke er bygherrer, så får Søndre Havn nu et regulært pionerprojekt. 
Samarbejde var der også tale om, da Bydelsforeningen Søndre Havn lavede et enestående flot sankthansbål og en fest med flere hundrede deltagere. En ny tradition på Søndre Havn er født. Næste kryds i kalenderen under ”festligheder i min bydel” er Søndre Havnedag, og både lokale og besøgende klubber og arrangører er i fuld gang med forberedelserne.  Der kommer musik, madboder, underholdning og smagsprøver på de lokale klubbers aktiviteter – alt sammen lørdag den 24. august hele eftermiddagen og med mulighed for fællesspisning om aftenen.  

På Engkantens første stykke er de høje lygtepæle sat op, og elektrikerne har haft dem tændt en enkel dag for at indstille spottene, så de peger den rigtige vej. Flere er utilfredse med lygtepælene, som er en del af færdiggørelsen af Engkanten og er planlagt til at stå på hele strækningen helt til stranden. Derfor kigger Køge Kyst på lygtepælene igen til foråret, når de har været i brug gennem den mørke tid. De bliver vurderet ud fra et formål om at skabe større tryghed og sikkerhed for bløde trafikanter, at harmonere med husenes højde og arkitektur og at oplyse trapperne mod strandengen. Der bliver mulighed for at tale mere om færdiggørelse, byggemodning og stort og småt på det næste naboinformationsmøde efter sommeren.

På varme dage er der som vanligt mange besøgende i de midlertidige byrum, Tidsrummet, Pletten og Opdagelsen og på Udsigten ved Søndre Strand. Havnehaverne står i flor, og det samme gør græsområdet ved Opdagelsen. Området stadig står som en del af det gamle industriområde, og græsset slås blot en gang om året. Det skaber føde til havnebierne og andre insekter og fugle og giver større naturlig diversitet. Fx er en flok digesvaler flyttet ind i en jordbunke ved den Maritime Halvø. Men hold endelig øje med Bjørneklo, for den skal graves op af fagfolk, og Køge Kyst har allerede fjernet et par nær roklubben.

Hos Bonava flytter de første beboere ind bag de røde tegl i Kystengen i oktober og efter nytår er der indflytning i de næste karréer - en efter en. Dermed er der grundlaget skabt - for en endnu større sankthansfest til næste år. God sommer.