Biograf og restauranter

Den 25. maj 2017 åbnede Køges nye storbiograf med tre spisesteder og en central placering ud til Kulturtorvet. I den kommende tid beklædes bygningen med grønt og aftenbelysning.

I december 2015 gik TK Development i gang med at opføre den nye biografbygning i Stationsområdet, syd for Køge Station. Den 25. maj 2017 åbnede Nordisk Films Biografer i bygningen. Biografbygninger huser også tre restauranter; Restautrant Bone’s, Halifax Burger og Butchers Kebab.  

Bygningen er tegnet af Sahl Arkitekter, rummer seks biografsale og har tagterrasse i 1. sals niveau med mulighed for udeservering. Ligeledes er der mulighed for ophold og udeservering foran bygningen, ud til Kulturtorvet.

TK Development er i sommeren 2018 gået i gang med at udføre et facadekoncept, som Tegnestuen Vandkunsten står bag, hvor biografen får grønne facader og aftenbelysning.

Et wiresystem bliver monteret på bygningens facade, og her vil forskellige planter i den kommende tid brede sig. Beplantningen består af både slyngplanter og selvhæftende planter. Ved at blande arter, kommer der variation mellem årstiderne med skiftende blomster og høstfarver om efteråret. Stueetagen bliver stedsegrøn med vedbend. 

Den nye aftenbelysning er designet, så facadebeplantningen bliver belyst nedefra, samtidig med at de store rustfarvede facadeelementer af cortenstål belyses indefra for at lave en indre glød. Det bliver muligt at tænde og slukke, og skrue op og ned for lyset efter behov. Belysningen skal være stemningsfuld og give bygningen identitet om aftenen og om natten. 

Det samlede projekt med beplantning og belysning forventes afsluttet sidst på sommeren 2018.



RELATEREDE NYHEDER

"Ny biograf skaber liv i Køges Stationsområde" (24. maj 2017).
"Nu starter byggeriet af Køges nye biograf" (21. december 2015).
"Arkæologiske udgravninger på biografgrund" (11. juni 2015).
"TK Development skal opføre storbiograf til Nordisk Film i Køges Stationsområde" (19. december 2014).