85 boliger sat til salg i Postillionen

  • Postillionen NY Postillionen kommer til at ligge direkte ud til Køges strandeng. Visualisering: Nood
Eksklusive ejerlejligheder fra to til seks værelser er på vej i PensionDanmarks nye byggeri Postillonen, som fra foråret 2024 vil ligge naturskønt ud til Køges strandeng. Salget af boliger i karréen er netop åbnet, og børnefamilier er særligt i fokus.

Nu er det igen muligt at købe projektsalgslejligheder på Søndre Havn i Køge. PensionDanmark har skudt gang i salget af 85 boliger i Postillionen, der kommer til at ligge som nabo til pensionsselskabets første byggeri Skibet og ligeledes direkte ud til den naturskønne strandeng.

De nye boliger spænder bredt fra mindre 2-værelses lejligheder, over rummelige 3- og 4-værelses og helt op til store familielejligheder med 5 eller 6 værelser. Endvidere er mange lejligheder forberedt for opdeling af stuen til et yderligere værelse. Interesserede kan danne sig et nærmere indtryk, når PensionDanmark og LokalBolig Køge inviterer til åbent hus på søndag den 25. september.

Børnefamilier i fokus

Familielivet bliver særligt tilgodeset i Postillionens lejligheder og i de mange forskellige fællesarealer. Hvad enten det er den enlige forsørger med ét barn eller den helt store børnefamilie med tre eller fire børn har PensionDanmark fokus på, at børnefamilierne skal trives i Postillionen. Grønne arealer, børnevenlige aktivitetsområder og en fællesskabsorienteret arkitektur skal blandt andet sikre dette.

Der bliver også god mulighed for at nyde lyset og luften fra egen bolig. Alle familieboligerne fra 3-6 værelser har nemlig store, private altaner og ugeneret udsigt til de grønne almindinger mellem karréerne og den fredede strandeng. Mange af boligerne har også udsigt til havet, og enkelte lejligheder har adgang til en privat tagterrasse.

Byens etage

Postillionen er den første af fem boligkarréer, som PensionDanmark og Køge Kyst indgik en samlet aftale om i 2019, og hvor en af visionerne er at prioritere beboernes fællesskab højt på tværs af karréerne. Det kommer særligt til udtryk i ”Byens Etage” med fællesfaciliteter, indkøbsmuligheder, oplevelser og små erhverv i stueetagen. I Postillionens stueetage er det for eksempel planen at indrette hjemmearbejdskontor og et børnekontor, hvor de unge kan mødes og holde lan-party.

Åbent hus søndag

Man kan få meget mere at vide om de nye boliger til Åbent Hus på søndag den 25. september i tidsrummet 14-16. Salgspavillonen finder man ved at køre ad Strandkvanen og videre ud ad Søndre Molevej til nr. 18, lige før vinterbadeklubben Valkyrien. Tilmelding er ikke nødvendig, man møder bare op.

Postillonen er den tolvte boligkarré, som opføres på Søndre Havn, og der er planlagt indflytning i de nye boliger pr. 1. maj 2024. Herefter følger i de kommende år yderligere fire byggerier med en god blanding af ejerboliger og lejeboliger, herunder boligfællesskaber. Hvide Falk, Gyldenløve, Dannebroge og Neptunus hedder karréerne, der ligesom Postillionen er opkaldt efter gamle krigsskibe fra søslag i Køge Bugt.

Man kan få mere information på boligprojektets hjemmeside www.Søndrekyst.dk. Man kan også kontakte LokalBolig Køge på tlf. 56 63 03 39 eller mail koege@lokalbolig.dk.

  • SH4 Samlet visualisering Postillionen (i midten, ud mod strandengen) er en af i alt seks boligkarréer med PensionDanmark som bygherre. Visualisering: Nood