NYHED 09 08 2017

Havnefest for syvende gang

Lørdag den 26. august kan man for syvende år i træk opleve den traditionsrige festdag Søndre Havnedag. En lang række foreninger, institutioner og virksomheder byder i samarbejde med Køge Kyst endnu en gang på spændende aktiviteter for hele familien.

Flere tusinde besøger hvert år Søndre Havn, hvor store og små tager del i de mange festlige, finurlige og kreative aktiviteter på Søndre Havnedag, der er arrangeret af områdets aktører i samarbejde med Køge Kyst.

- Søndre Havnedag har efterhånden vist sig ikke blot at være en stor lokal begivenhed. Den tiltrækker også rigtig mange udefra, takket være de mange frivillige, som hvert år lægger kræfter i at forberede den store festdag. Også i år glæder vi os over et meget alsidigt og spændende program, som vi kan præsentere sammen med arrangørerne, siger Køge Kysts projektdirektør Tove Skrumsager Frederiksen.

Programmet for Søndre Havnedag bugner af spændende aktiviteter og arrangementer - både nogle helt nye og populære gengangere.

Stylter, sang og skateboard
Byrummet Pletten byder på et historisk indblik i Køge by med luftfotografier af byens udvikling, iPads, der viser skibet Dannebroges forlis i 1710 og et udvalg af gamle lege som at trille tøndebånd eller gå på stylter. Samtidig byder Fit Club Køge på træningsprogram, gratis fedtprocentsmåling og tips til kost og motion.

I byrummet Udsigten opfører Køge Amatørscene Storm P.-revy, hvorefter Divakoret underholder med populære sange, man kan synge med på. Undervejs kan man få lidt godt til ganen, lidt til den søde tand eller stille den helt store sult med helstegt vildsvin og lam.

Gule Hal byder som altid på mange aktiviteter, herunder fjernstyrede både, en 4,5 meter høj modelkran, skateboardkonkurrence, bevægelsesworkshop og parkour. 

Kanotovtrækning og saunagus
Ved Å-bassinet tilbyder søspejderne sejlture i optimistjolle, kanoskattejagt, kanotovtrækning og pandekagebagning på bål. Hos roklubben kan man overvære kaproning, eller man kan selv blive en haj til kajak hos Køge Kano og Kajak klub.

Valkyrien afholder ”gus og gys” med tyrkisk, romersk og finsk saunagus og mulighed for et koldt gys i den store is-tønde. Man kan også prøve kræfter med den ældgamle teknik tai chi i vandkanten på Søndre Strand sammen.

Madværksteder og foodcourt
I Opdagelsens udekøkken og ved madværkstederne kan man dagen igennem få inspiration til brød, urter og salater eller prøve den nye sanseoplevelse Raa Juice, hvor performancekunstner Kristofer Krarup ved hjælp af lyd og smag sender de besøgende på en rejse fra jordens afgrøder og ind i deres egne kroppe.

Sulten kan stilles på Tapperiet, som dagen igennem vil være omdannet til foodcourt og afslappet lounge.

De nye boliger på Søndre Havn
I april i år flyttede de første beboere ind på Søndre Havn, og den nye bydel er godt på vej. Til Søndre Havnedag kan man ved Søndre Badevej få indblik i tre af de kommende boligbyggerier, Casa Nord og Kuben Bygs Havblik, Bonavas Kystengen og DATEA’s lejeboliger Strandparken.

Ved Tidsrummet kan man mellem kl. 16 og 17 møde en repræsentant fra Køge Kyst og få seneste nyt om udviklingen i Køge Kyst-området.

Søndre Havnedag afsluttes med fællesspisning ved Udsigten efterfulgt af dessert og gadeteaterforestilling arrangeret af Tapperiet. Herefter synges solen ned med bål på stranden arrangeret af Valkyrien.

Til og fra Søndre Havn via perrontunnelen
Jernbaneoverkørslen er lukket i denne sommer pga. Køge Kysts forberedelser til en ny underføring under jernbanen. Ankommer man til Søndre Havnedag til fods eller på cykel, skal man derfor benytte perrontunnelen på Køge Station, hvis man kommer fra stationen eller fra Køges bymidte. Bilister kan benytte vejtunnelen i den nordlige ende af Ivar Huitfeldtsvej.

Tid og sted
Lørdag den 26. august afholdes Søndre Havnedag på hele Søndre Havn kl. 13-20.