NYHED 01 09 2017

Endnu en festlig Havnedag

Flere tusinde gæster nød godt af både nye og gamle aktiviteter til Søndre Havnedag 2017.

I flere måneder har en lang række lokale foreninger, institutioner og virksomheder i samarbejde med Køge Kyst planlagt Køges store festdag, Søndre Havnedag 2017. Lørdag den 26. august kulminerede det i et brag af en havnefest, hvor tusindvis af gæster lagde vejen forbi Søndre Havn.

- Årets Søndre Havnedag emmede af godt humør og glade aktører og gæster. De mange frivillige har lagt et stort stykke arbejde i at tilbyde både helt nye aktiviteter og populære gengangere, og det var derfor en fornøjelse at se, at de blev taget så godt imod af de mange besøgende, siger Berit Kingod, projektleder for kunst, kultur og byliv hos Køge Kyst.

Motion og sanseoplevelser
Sundhedsbølgen ramte Søndre Havn, da Fit Club Køge tog plads i byrummet Pletten. Her kunne man blive præsenteret for motionsprogram, fedtprocentsmåling og tips til kost og motion. I Opdagelsen ved siden af bød performancekunstneren Kristofer Krarup på Raa Juice og sanseoplevelser med lyd og smag, mens Valkyrien bød på et iskoldt sansechok - et dyk i trætønden fyldt med isklumper.

I Gule Hal var der rytmisk bevægelsesworkshop for krop og sjæl og Tapperiets store skaterkonkurrence. Sulten kunne stilles i Tapperiets Foodcourt, der bød på lækre, små anretninger fra hele verden. 

Det gamle Køge og linjeskibet Dannebroge
Byrummet Pletten og Gule Hal gav hver især indblik i Køges historie. På Pletten fremviste Byarkivet og Køge Museum luftfotografier af Køges udvikling over de sidste 80 år. Legebørn i alle aldre kunne prøve kræfter med gamle lege, som at gå på stylter og trille tøndebånd, og på iPads kunne interesserede opleve linjeskibet Dannebroges forlis i Køge Bugt i 1710. 
 
Dannebroge kunne ligeledes opleves hos Køge Maritime Modelbyggerlaug i Gule Hal, hvor skibet er ved at blive udformet som model. I samarbejde med Køge Billedskole hjalp modelbyggerne børn med at bygge deres eget skib, dekorere det og teste det i bassinet foran Gule Hal. 

Bier, brandbiler og billedkunst
Havnebiernes hemmeligheder kunne udforskes i Opdagelsen, og der var fine præmier på højkant, da konkurrencen ”Dronningejagten”, blev skudt i gang. Omsorgsklovnen bragte godt humør og kulørte dragter til Søndre Havn, mens Atelier IntermeZZo gav alle mulighed for at blive kunstner og udfolde sig på lærred.

Eventyrlystne kunne udforske Marinehjemmeværnsflotille 368 Køge, der holdt ”åbent skib” med vandkanoner for børn og demonstrationer i redningsaktioner til søs, eller vække sin indre brandmand ved at prøve at sidde i en rigtige brandbil.

Boliger på Søndre Havn
Dagen gav også mulighed for at få indblik i nye og kommende boliger på Søndre Havn og få en snak med repræsentanter fra Casa Nord og Kuben Byg, Bonava og Newsec Datea. Også det nye beboerdrevne boligprojekt Fællesbyg Køge Kyst var til stede og kunne give indsigt i byggefællesskabets idéer og ambitioner.

Se de mange billeder fra Søndre Havnedag 2017 på Facebooksiden Køge Kyst Byliv