NYHED 23 08 2017

Byvandring med barnevogn

Torsdag den 7. september inviterer Babybiblioteket og Køge Kyst igen på barnevognsvandring langs Køges udendørs kulturrute Tråden.

Babybiblioteket og Køge Kyst inviterer til en særlig barnevognsvenlig byvandring torsdag den 7. september fra kl. 10 til 11.30. Vandringen begynder ved den nye biograf i Stationsområdet og følger kunst- og kulturruten Tråden, der strækker sig fra bymidten til molen på Søndre Havn.

Projektleder Berit Kingod fra Køge Kyst er med som guide. Hun giver deltagerne indblik i de mange kulturelle tilbud langs Tråden – fra midlertidige byrum til eksperimenterende kunstinstallationer.

- Turen foregår i stille og roligt tempo og med plads til samtale og spørgsmål. Vi skal både tale om nutidige og fremtidige projekter langs Tråden, og om hvordan Køge Kyst arbejder med at give byliv, kunst og kultur en plads i den nye bydel, siger Berit Kingod, projektleder for kunst, kultur og byliv hos Køge Kyst.

Tråden blev tidligere på sommeren omlagt gennem perrontunnelen, og i den forbindelse skabte den lokale kunstner John Khan et nyt og farverigt kunstværk til ruten, som man kan høre mere om på turen.  

Deltagerne får desuden rig mulighed for at stille spørgsmål og dele egne ønsker og ideer for fremtidens havneområde, ligesom man blot kan vælge at lytte.

Vandringen rundes af i byrummet Udsigten ved Søndre Strand omkring kl. 11.30, hvor det vil være muligt at nyde egen medbragt mad, hygge med børnene og nyde udsigten til Køge Bugt.

Tid og sted
Barnevognsvandringen starter foran den nye biograf, Antoniestræde 6 i Køge, kl. 10.00 torsdag den 7. september. Det er gratis at deltage, og arrangementet kræver ingen tilmelding.