Havnepladsen og Havnescenen

  • Havnescenen
Når du bevæger dig mellem Køges bymidte og Søndre Havn, passerer du Havnepladsen. Her ligger en hel række af restauranter i det, som også kaldes "Køges Nyhavn", og midt på pladsen finder du en musikscene udformet som et skib.

På Havnepladsen kan du året rundt opleve havnens aktivitet med fiskekuttere og skibe, der laster og losser - og du kan få dig en øl eller et måltid mad på en af restauranterne i det, der kaldes ”Køges Nyhavn”.

Midt på pladsen finder du havnescenen, som Køge Kyst byggede til restauranterne i sommeren 2017, så de kunne holder koncerter for at afbøde virkningen af, at jernbaneoverkørslen blev lukket for fodgængere under anlægsarbejder, der skulle forberede den kommende underføring.

Det er således havnens restauratører, der sammen med Bryggeriet Braunstein arrangerer livemusik og spiller op til dans hen over sommeren. Du kan følge med i aktiviteterne på Facebook-siden ”Det sker på Køge Havn”.

Men scenen kan også bare bruges til at sidde på. Her kan du nyde solen, din medbragte mad eller blot udsigten ud over havnen og livet langs kajen.

Den arkitekttegnede havnescene er udformet som et skib med et stort sejl i midten for at give ly for sol og regn. 

I de kommende år vil den del af Havnepladsen, som er nærmest jernbanen, blive anlagt som et nyt byrum i direkte sammenhæng med den nye underføring, som leder gående og cyklister under banen til Kulturtorvet og Køges bymidte.